The Gun (DK)
Dan Brodie (Aus)
Dørene åbner kl. 20:00. Entré: 50,- (kun kontanter!). DJ: Son of a Preacher Man
Vi glæder os så meget til at åbne dørene for fjerde sæson Country Club – og er stolte over at gøre det med et meget stærkt program.

The Gun
The Gun har med sin tilbagelænede croon og romantiske vintagesange huseret i en rum tid som et sideprojekt for Anders Walllin. Bandet har haft mange inkarnationer og er dukket op i forskellige opsætninger igennem årene.
Intime og himmelstormende ballader, der står side om side med kraut-motown-americana-duftende perler, bliver skudt afsted af et superorkester, hvis medlemmer har mildt sagt imponerende CV’er inden for den danske musikscene.
Line-up for dene aften på Frederiksberg Country Club er:
Anders Wallin: Sang og guitar
Jacob Funch: Guitar
Jens Hein: Bas
Silas Tingleff: Trommer
Følg dem på facebook.
Dan Brodie
Dan Brodie er en eminent australsk sangskriver og veritabel rockstjerne, der har FCC som første stop på en længere Europa-tourné.
Som det fremgår af albumtitler som “Empty Arms, Broken Hearts”, “Deep Deep Love”, “Tear Us Down”, “Run Yourself Ragged”, “Booze to blame” og “Big hearted lovin’ man”, er sanguniverset på én gang råt, ufiltreret og dybfølt. Lydbilledet er rock, oftest med et hårdt og indtrængende drive.
Den dobbelte prisvinder Brodie har seks albums bag sig og utallige internationale optrædender i Australien, USA og Europa. På det seneste album har han taget en række cover-numre op til nærmest hypnotiske nyfortolkninger. Han optræder solo på aftenen.
Vi takker Frederiksberg Kommunes Musikudvalg og Statens Kunstråd for deres samarbejde og økonomisk støtte.



Um Gajo é Parvo er navnet på artisten Gilberto Mirandas eksperimenterende 1-mands-musikprojekt. I en antitetisk kobling mellem oprigtigt fjolleri og rå punkattitude udforsker og modellerer Gilberto forskellige musikalske retninger. Han vandrer i et særpræget musikalsk terræn af lyde og loops fra gamle Casio legetøjs-keyboards, rytmisk støj og sporadiske kraftudladninger fra en hæs-sprød elguitar. Um Gajo é Parvo er en atypisk, usleben og befriende uprætentiøs musikoplevelse.
Singer-songwriter Mirja Klippel skaber sammen med guitarist Alex Jønsson et knitrende, poetisk og længselsfuldt musikalsk univers. Musikken kan i det ene øjeblik synes så skarp som et barberblad, og i næste sekund flyde flagrende over i uforudsete formationer. Åbne akkordprogressioner, sologuitar og iørefaldende melodier sender de inderste tanker og følelser helt til himmels, og Klippels personlige og rammende sange får sjælen til at blusse i mørket.