
Entré 75 (MobilePay eller kontant; intet forsalg)
Dørene åbner kl. 20.00
+DJ GL. OLE (PETER H. OLESEN)
Heidi Lindahl (solo)
Heidi Lindahl er en singer-songwriter med noget på spil og på hjerte, uanset om hun spiller sit eget materiale eller andres.
Hun spænder vidt fra en sårbar, dragende stemme med stor intensitet til en næsten growlende lyd med imponerende kraft og energi. Rodfæstet i folk og country har hun bl.a. spillet et væld af koncerter på det legendariske københavnske Mojo Blues Bar, både som solist og i forskellige musikalske konstellationer, herunder bands som Roots Machine, The Mermaids og i et samarbejde guitaristen Finn Gustafsson.
Heidi stod først gang på scenen hos os i 2017, i konstellationen Heidi Lindahl & the Burns. Kort tid efter den koncert dannede hun sammen med musiker og producer Nils Lassen duoen BlackieBlueBird. De udgav de deres første album ”Ghost River” i 2018 – et drømmeagtigt album bygget op omkring Heidis særprægede vokal. Vi lagde lokaler til livelanceringen, og da ”Goodbye in July” udkom i nedlukningssommeren 2020 gentog vi successen med en vidunderlig udendørskoncert. Siden har duen udgivet ”Grace & Gravity” (2023) og ”A symphony of shadows” (2024).
8. februar står hun solos på scenen og vil blandt andet præsentere de første to singler, hun har produceret under eget navn. Vi glæder os.
Slagger Lund og Rockerne fra Notre Dame
I foråret 23 reagerede FBCC prompte, da Slagger Lund via et facebookopslag ledte efter et venue i København, hvor han kunne lave en release for sin nye plade Maniak.
Vi havde inden da godt lagt mærke til de sange, der begyndte at poppe op rundt om på sociale medier, og havde tænkt at, Slagger var helt oplagt til et gig hos os. Som sagt så gjort.
Her godt 2 år senere, efter et meget travlt koncertår siden Maniak, har Flemming Slagger Lund markeret sig som en af Danmarks mest originale sangskrivere med det stærkt originale værk Nygade og Væk, udgivet i november 24 .
Henover sommeren 24 turnerede han med Peter H. Olesen, stort set samtidig med at han sammen med producer Ander H. Riis indspillede Nygade og Væk, ved siden af et hav af solokoncerter, samt et par stykker med den nye konstellation: Rockerne fra Notre Dame.
Nygade og Væk har over en bred kam høstet virkelig gode og fortjente anmeldelser:
Mads Mouritz kalder den ”årets danske plade”; GFrock skrev bl.a:
‘… Man kan sige, at en del af styrken i Lund’s lyrik, ud over den umiddelbare legesyge og evne til at strikke paradoksale sætninger sammen, er at der er et fortolkningsrum, en åbenhed for at man selv kan tænke med og over, hvad det egentlig er Slagger Lund vil sige os. Men det virker sympatisk og livsprøvet, som ord fra en mand, der har prøvet lidt af hvert i tilværelsen…’ / Jonas S. Bach
Eller som det hedder i den 6-stjernede anmeldelse hos All That:
“Slagger Lund forbinder verdener. Det skæve, det skøre, det simple, det syndige, det sindrige, det spildte, det charmerende, det sørgmodige, det svævende. Alt samles i en flydende form, som jeg ikke mindes at have hørt før på den danske musikscene.”
Badstuerock i Århus, og Beat i København har begge Nygade og Væk på deres liste over årets bedste Danske album..
Vi er meget glade for at kunne huse Slagger og hans Rockere fra Notre Dame lørdag 8.2, som den første koncert i klubbens 11. sæson.
Slagger Lund og Rockerne fra Notre Dame er:
Slagger Lund. Guitar, sang
Anders H. Riis: Guitar, sang og løsdele
Nikolaj Paakjær: key + sang
Entré75,- ingen forsalg (kontant eller mobilepay i døren)
_______
Vi takker Frederiksberg Kommunes Musikudvalg og Frederiksberg Fonden for velvillig støtte.