Til maj præsenterer vi to markante stemmer fra den danske undergrund.
MASS AMORE
Sophia Maj, der performer og udgiver musik som MASS AMORE, er en eksperimenterende-pop singer/song writer og sounddesigner. Med minimalistisk æstetik mixer hun pulserende vinylstrengsguitar, lydlandskaber og pop hooks. Maj er uddannet lyddesigner fra Den Danske Filmskole og har tidligere udgivet under alias Ellis May. Sidste år stod hun på vores scene i en fængslende koncert med soloprojektet Hidden Mother. Vi glæder os til at se hende igen.
ASTMA
Bag projektet ASTMA gemmer sig sanger, pianist og cellist Astrid Matthesen, som med sine fortællinger fra hjertet inviterer os ind i et tryllebundet univers, hvor klassiske og stringente klaverkompositioner fusioneres med en alternativ, luftig vokal, som formidler de dansksprogede tekster. Musikken afsøger grænsefladen mellem pop og klassisk med inspiration fra avantgardens og neoklassicismens verden.
————————–
Vi takker Statens Kunstfond og Frederiksberg Kommunes musikudvalg for deres støtte.
#frederiksbergcountryclub
#kunstgørenforskel