9. december 2023
Søren Damm med band

 

Vi er SÅ glade: Endelig er det lykkedes at booke Søren Damm (med band), til hans første livekoncert siden 2021. Søren barsler lige nu med sit tredje album, som udkommer i 2024, men han har lovet os at han til denne koncert vil spille et par af numrene herfra.

Søren Damm har en baggrund som forfatter. Han debuterede allerede som 21-årig med romanen ”Transit”, der fik de store superlativer frem hos anmelderne, og som stadig er på gymnasiernes læsepensum. Siden fulgte romanerne ”Melodrama” og ”Finland”.

I 2013 pauserede Damm forfatterskabet for at kaste sig over musikken, hvilket i første omgang resulterede i det fantastisk helstøbte album ”Sol for en Blind”, hvor Damm fortolker Tom Kristensen-digte på et album, som vi anser for den bedste musikalske fortolkning af Tom Kristensen overhovedet – trods de høje niveauer på tidligere Tom Kristensen-fortolkninger (Glimtvis”/Hans Sydow og Ulla Bengtsson fra 1998 og ”Rejsen til Kina”/Peter Thorup fra 1978).

Damm og hans veloplagte musikalske partnere formår på ”Sol for en Blind” at etablere sig i et lyd- og stemningsunivers der løfter Tom Kristensens tekster ind i en ny dansk sangskrivertradition, hvor det centrale er et sprog der tager sig selv alvorligt og tør bevæge sig ud over det omsiggribende sentimentale ”dig og mig”-univers der fylder overvældende meget i radioen og streamingtjenester.

Det er den lyd og den grundfølelse, der også præger hans seneste album fra 2020: ”Det bliver så tidligt sent”, om hvilket bl.a. Gaffa skrev:

”Albummets helt store styrke er teksterne: Mening. Sjæl. Et glimt i øjet. En mikrofon til de stemmer, der sjældent bliver beskrevet og hørt. Underlægningen er usvigelig og lækker. Pigekor hér, mande- dér og lækre, små melodiske hook. Ret fin – og leveret med en stemme et sted mellem Nørlund og Dissing. Det er en plade, der ikke sådan lader sig indfange i de forhåndenværende kategorier i moderne populærmusik. En plade, der skiller sig ud. Og alene dette forhold gør den til noget særligt. Hermed anbefalet.”

Søren Damm er ikke en stor sanger i klassisk forstand, men hans stemme har en indlevelse, en spændvidde og et nærvær som matcher de temaer, han arbejder med, og vi glæder os meget til præsentere jer for ham: Sprød, skramlet og dyb. En hånd i ryggen, en længsel mod fællesskabet og en accept af alt det uperfekte.

Søren stiller op med et rutineret band bestående af:

– Jesper ”Tuco” Andersen
– Christina Schmidt Damm
– Nils Brander Lenskjold
– Anders Blomqvist
– Ulrik Corlin

————-
Vi takker Statens Kunstråd & Frederiksberg Kommunes musikudvalg for deres velvillige støtte.

#statenskunstfond
#kunstgørenforskel